For yderligere at forbedre brændstoføkonomien og forberede DTU Dynamo til fremtiden er der i år blevet påbegyndt arbejde på at gøre bilen autonom. Dette betyder at bilen bliver selvkørende og vil kunne gennemføre løbet uden indgreb fra en fører. I løbet af foråret 2017 vil et system til en autonom Urban Concept bil blive udviklet, og det er målet at dette system kan blive testet ved Shell Eco-marathon 2017. Det forventes at DTU Roadrunners med disse tiltag kan blive et af de første hold til at deltage i den officielle kategori for autonome køretøjer der lanceres ved Shell Eco-marathon 2018.
Laser sensorer lader bilen se vejen
En af de store udfordringer ved en autonom bil er for bilen at vide hvor den er og hvordan den skal agere over for de forhindringer den møder. For at løse denne udfordring vil bilen blive udstyret med laser sensorer og GPS. GPS vil blive brugt af bilen til at bestemme hvor på banen den er nået til således at en optimal kørestrategi kan følges. Laser sensorerne vil lade bilen se vejen og evt. de forhindringer den vil møde mens den kører rundt på banen. Herudover vil det være nødvendigt at automatisere bilens styring og bremser for at give den autonome bil de samme muligheder som hvis der sad en fører og kørte bilen.