Kørestil

Coast and burn

For at opnå det mindst mulige brændstofforbrug, har de studerende på DTU’s økobilskursus arbejdet intenst på at udtænke den bedst mulige kørestil til Shell Eco-marathon. Dette har affødt en kørestrategi, hvor motoren kun bruges ved noget af kørslen rundt på banen mens bilen resten af tiden kan køre ”frihjul”, hvilket vil sige at bilen triller med slukket motor og minimal modstand. Fra startlinjen sætter bilen i gang for egen motorkraft i 1st gear. Når bilen er lidt oppe i fart skifter køreren til 2nd gear, hvorefter bilen accelereres op til ca. 35 km/t. Når bilen har nået 35 km/t slukker køreren for motoren og lader bilen trille i frigear til ca. 20 km/t, hvorefter forbrændingsmotoren igen tændes og bilen accelereres op til 35 km/t. Denne kørestil kaldes ”coast and burn”, hvor ”coast” betyder at trille, og ”burn” naturligvis betyder forbrænding.  For hver omgang skal DTU Dynamo desuden udføre et obligatorisk fuldt stop på banen for at simulerer bykørsel. Dette stop er indarbejdet i kørselsstrategien.


Særlige kuglelejer giver maksimal fremdrift

Da bilen er forsynet med specielle envejskuglelejer på den drivende aksel (lejer der kan isolere drivakslen fra hjulet, så bilen kører frihjul når motoren er slukket) kan den trille meget langt på den opbyggede fart. Envejslejerne gør at bilens trækaksel er i indgreb med det drivende hjul når motoren kører, men isolerer drivhjulet fra resten af drivlinjen så snart motoren slukkes. Envejslejet er desuden designet til at have så lav friktion som muligt, hvilket betyder at lejet ikke bremser bilen unødigt pga. friktion. Samtidig bevirker den lave rullemodstand i dæk og lejer at bilen ikke taber unødig energi når den ruller og derfor kan køre længere uden tændt motor.